Jeg vågnede helt af mig selv til fuglekvidder og den smukkeste solopgang, havets brusen og vindens susen. Jeg gik helt alene gennem skoven, ned til havet. Jeg kunne dufte skovbunden efter nattens rim, og mærke mos som små bløde puder under mine bare fødder, jeg kunne høre blæsten fare hvislende omkring og smage den frisk havbrise. Jeg træder ud af skovbrynet og ned på stranden hvor himlen står i flammer i horisonten af havet. Jeg standsede op lige dér på stranden, i naturen, tog det hele ind og lod det strømme frit. En symfoni af sanser og følelser gennemstrømmer min krop og en tåre triller på min kind. Euforisk lykke, magtfuld, intens og magisk har taget bolig i min krop, en følelse der ikke fanger sproget ind. En åbenbaring om betingelsesløs kærlighed og næstekærlighed, jeg er elsket og jeg elsker! På vejen indad blev jeg i et med naturen, universet. Med altet.

Naturterapeut – Linda Birgitte Van Hove